Søvnens dag
Dansk Selskab for søvnmedicin: 194.000 danskere sover ikke, trods øget fokus på søvn
Danskernes søvnløshed har store samfundsmæssige omkostninger. Derfor sætter Dansk Søvnmedicinsk selskab fokus på danskernes søvnløshed på Søvnens Dag den 16. marts. Nye retningslinjer anbefaler kognitiv adfærdsterapi som første valg i behandlingen fremfor medicin.
Både menneskets hjerne og krop har behov for tilstrækkeligt med søvn for at kunne vedligeholde de processer i kroppen, som får os til at trives. Både fysiologisk og psykologisk. På samfundsniveau medfører søvnforstyrrelser både direkte og indirekte økonomiske omkostninger i form af øget medicinforbrug hos lægen og nedsat produktivitet på arbejdspladsen. Statistikken viser, at hvert år vil op imod 194.000 danskere (6% af den voksne befolkning 18-60år) opleve en periode på minimum tre måneder hvor de har forstyrret søvn. Dette får akutte konsekvenser i form af forringet opmærksomhed og forhøjet risiko for ulykker og langvarige konsekvenser i form af forstyrrelser af den del af vores biologi som vedligeholde vores krop og hjerne, siger formand for Dansk Søvnmedicinsk Selskab, autoriseret psykolog Robert Benjamin Andersen.
Læger og psykologer kan nemt overse søvnløsheden som en primær forstyrrelse
Søvnløshed kan nemt overses hos både den praktiserende læge eller hos psykologen. Ofte bliver søvnløsheden bliver betragtet som et sekundært problem på enten en fysisk eller psykisk lidelse. Men nyeste retningslinjer anbefaler, at søvnløsheden behandles parallelt med anden eventuel sygdom. Og det er der god grund til, mener Dansk Søvnmedicinsk selskab. Nyere metaanalyser viser, at behandling af søvnløsheden ofte kan have en positiv effekt på både søvnløsheden men også komorbide tilstande.
Kognitiv adfærdsterapi bør afprøves før medicin
”Vi har god evidens for at kognitiv adfærdsterapi mod søvnløshed er virksom for patienterne, og de nyeste retningslinjer fra det Europæiske selskab for forskning i Søvnmedicin er, at den psykologiske behandling bør afprøves før den medicinske behandling,” Lyder det fra Professor Poul Jennum, Overlæge ved Dansk Center for Søvnmedicin, Rigshospitalet.
Den 16. marts sætter søvnforskere verden over fokus på den gode søvn. Dansk Søvnmedicinsk selskab (DSSM), et lægefagligt selskab under de lægevidenskabelige selskaber, sætter denne dag fokus på de sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenserne af danskernes søvnløshed. Dagen har til formål, at sætte fokus på og oplyse danskerne om de nye europæiske retningslinjer for behandling af søvnløshed hos praktiserende læger og psykologer.
De nye retningslinjer fra European Sleep Research Society kan findes her.